Supervision
– Sæt ord på din udvikling

”Supervision” kommer af latin – og betyder noget i retning af at ’se ud over’.

Det handler om at løfte sit blik, træde et par skridt tilbage og se på en situation udefra. Vi har alle sammen nogle ”blinde vinkler”, som vi ikke ser eller perspektiver, vi ikke tænker på. Med en supervisor i hånden, får du hjælp til at se tingene ovenfra og forstå, hvorfor du oplever ting, som du gør. Herunder kan du læse om de forskellige former for supervision, jeg tilbyder:

Supervision for ledere – hjælp til overblik og sparring
Som leder er man ofte optaget af mange opgaver på samme tid. Både ledelsesmæssige opgaver og ledelse af medarbejdere. Det er et krydsfelt, hvor man oftest står alene med paradokser og dilemmaer. Med en psykolog som sparringspartner får du hjælp til at få øje på de dynamikker, der er til stede i mødet med dine medarbejdere og kollegaer.

Du får hjælp til at se det større perspektiv – for der er altid flere aspekter til stede i mødet med mennesker. Det kan være, du har nogle konkrete beslutninger, du har brug for at vende med en udenforstående.

Supervision for medarbejdere – hjælp til at rumme det svære
Jeg tilbyder supervision til mennesker, der er i tæt kontakt med sårbare borgere, der bærer på tunge historier. Et arbejde, der er vigtigt og utrolig berigende, men på samme tid også kan være utrolig udmattende. Begrebet ”omsorgstræthed” udtrykker det meget udbredte belastningsfænomen.

Samtalen skaber tryghed
Noget af det vigtigste ved at have en psykolog på sidelinjen, er, at vi skaber et rum, hvor det føles trygt at være. Som psykolog hjælper jeg dig med at sætte ord på, det der er svært at være i.
Når vi føler os trygge, tør vi åbne op og tage fat på de svære ting, vi kommer ud for i arbejdet med psykisk sårbare mennesker. For vi er alle mennesker, og som mennesker kommer vi i tvivl.

Jeg tilbyder samtaler, om:
– De fagligt svære opgaver, man som medarbejder ofte står i
– Tidligere oplevelser, der skygger for at man kan udføre sit job
– Akut opståede situationer på arbejdspladsen – det kan være vold, trusler, selvmordsforsøg og lign.

Målgruppe
Jeg tilbyder samtaler for socialrådgivere, sosu-assistenter- og hjælpere, pædagoger og andre personer, der er ansat i fag, hvor man bruger en stor del af sig selv. Det kan være samtaler om kompetence og læring. Eller det kan være samtaler, der handler om at forebygge stress og udbrændthed.

Jeg kører gerne ud, hvis der er behov for samtaler på arbejdspladsen – det kan være en døgninstitution, hospital eller bosted. Og jeg tilbyder både individuelle samtaler og gruppesamtaler.

Supervision – for psykologer
Har du brug for at få vendt svære samtaler? Føler du dig magtesløs? Eller er du i tvivl om, hvad du kan? Om du er ny i faget eller har mange år bag dig: Som psykologer har vi alle sammen brug for at vende vores samtaler, forløb og metoder med andre psykologer.

Hvad er min fagidentitet som psykolog?
Som psykolog er man ofte i kontakt med andre faggrupper. Og man kan have brug for at få sat ord på sin faglighed. Hvordan kan jeg som psykolog byde ind? Hvad er den særlige faglighed, jeg kommer med? Det er spørgsmål, som alle psykologer har stået i, og det kan være en stor hjælp i ens faglige udvikling at sparre med en anden psykolog.

Supervisor i Emotionsfokuseret Parterapi
Jeg er i gang med at uddanne mig til supervisor i Emotionsfokuseret Parterapi (EFT). Jeg nyder at dele min viden, erfaringer og redskaber med andre psykologer, der ønsker at bruge metoden i deres arbejde. Hvis du ønsker at blive certificeret i Emotionsfokuseret Parterapi, så kan du bruge min supervision til din certificering.

Ønsker du eller dine medarbejdere supervision, så ring til mig, Linda Oline Schou, på 4089 0087 eller send en mail på mail@lindaolineschou.dk – så vender jeg tilbage hurtigst muligt.